Det er ikke mig der kommer på forsiden af Ekstra Bladet med et raketstyr over skulderen, og jeg kommer heller ikke med i Pernilles univers på TV - De historier jeg kan fortælle, er simpelthen ikke underholdende nok!
En stor del af tiden på landevejene går med at finde en fredelig plet og bare sidde der lidt med en Cola og en smøg, og se på hvordan trafikken haster forbi. Det er også en fin måde at komme i snak med de lokale: Så snart de mærker at jeg ikke er farlig og ikke har travlt, kommer snakken i gang af sig selv.
Jeg har kørt motorcykel fra jeg fyldte 18 i 1975 og fik kørekort. Det er blevet til en del kilometer på forskellige maskiner, lige fra en lille 350 kubik Yamaha, over en Norton Commando 750 og frem til Kawasakien jeg fører mig frem på i dag. Læs mere om de forskellige modeller på historie siden. Det eneste de forskellige maskiner har til fælles er at de er blevet brugt som transportmiddel og for sjov, ikke som status symbol.
Jeg har altid kørt alene, også et par gange til Sverige, og har tidligere kørt rundt til forskellige træf i Danmark. Det bliver ikke til så meget af den slags mere. Hvis jeg kører til noget, bliver det til kaffemøde på Karoline cafeteriet i Middelfart den sidste søndag i måneden, eller måske til noget som Senior MC har arrangeret - og så selvfølgelig til de lokale Broombassers arrangementer.
Men det løber stadigvæk op i 15-20.000 km hvert år, som en blanding af arbejdskørsel og mere eller mindre planlagte ture ud i det blå.
Det kan starte en morgen, hvor jeg kigger ud af vinduet og det ser nogenlunde skyfrit ud og jeg kommer i tanke om at det er ved at være længe siden jeg har været i Skagen. Altså går turen nordpå ud af Randers, gerne ad de gamle hovedveje og måske med små afstikkere til højre og venstre undervejs.
Efter de har lavet motorvej på langs i Jylland, er den gamle E3/A10 hovedvej blevet omdøbt til rute 170 og der er stort set kun lokal trafik tilbage. Det kan være lidt kringlet at finde vej gennem de store byer undervejs, så dem prøver jeg at undgå. Det samme gælder for sommerhus områderne og de populære badestrande om sommeren. Der er til gengæld rart at køre om foråret og efteråret, når der kun er fiskerne og de lokale landmænd tilbage.
De første 10-15 år kørte jeg hele året rundt, men reflekserne er ikke gode nok til kørsel i sne og sjap mere, så fra og med Honda NTV'en har jeg staldet op i de tre vintermåneder.