<- forrige | start | næste ->

PÅ FÆRDE
MED MAX 

[ Max Randrup + ]
Grafolosex
Præsten stred sig op over kirkestien i den nyfaldne sne, og ved korsvejen fik han følgeskab af degnen, Mortensen.
- Der er noget jeg må snakke med Dem om, Mortensen, sagde præsten indledningsvis.
- Deres søn, Mikkel, har ladet sit vand i sneen uden for præstegården i nat.
- Hvor kan pastoren vide, det var ham? spurgte degnen.
- Han havde skrevet sit navn i sneen.
- Herregud, mente degnen. - Det er jo bare en uskyldig drengestreg, hr. pastor!
- Javist, men det var min datter Mettes håndskrift!
Der stod en mand og stoppede penge i en cigaretautomat. Hver gang han puttede en krone i foroven, kom der en krone ud forneden. Det blev ved, og det blev ved.
- Hør, sagde en forbipasserende. - Ku' De ikke snart tænke Dem at holde op med det der?
- Holde op? Så længe jeg sidder sådan i held?		 Fredelige Jensen på Nørrebro var godt oppe i firserne. Han var populær blandt beboerne, der så ham sidde i gadedøren sommeren lang. Han gjorde aldrig en kat fortræd.
   Men en dag var der opstandelse i kvarteret. Jensen havde siddet på trappestenen med bukserne knappet op. Det havde man alligevel ikke troet om ham...
   Købmanden på hjørnet beroligede: - Det betyder ikke spor. I sidste uge havde han glemt at knappe flippen, og så blev han stiv i nakken...

[ Badekar ]

- Jeg synes bestemt, der skulle være fire!

Sikker vinder
To af Amager Travbanes trænere mødtes ved staldene.
- Min hest - Screaming Oyster - døde i går.
- Hvad taber du på det?
- Ingenting. jeg tjener 3600.
- Såe?
- Joe, jeg nåede lige at udlodde den på sedler à 10 kr.
- Var der ingen, der opdagede, at den var død?
- Jo, ham der vandt. Og han fik sin tier tilbage...		 Mads og Ingrid havde dyrket hinanden en længere periode, men så var der kommet noget i vejen, og de flyttede fra hinanden.
  Der gik et par år, og en dag mødtes de på gaden. Det blev et hyggeligt gensyn, og de blev enige om at gå hjem til Mads for at få en lille én og snakke om gamle dage.
  Midt i det hele kom Mads i tanker om, at han måtte se at komme i bad, og Ingrid gik med til at skrubbe ham på ryggen - ligesom dengang. Midt i det hele kiggede hun ned i badevandet og udbrød:
- Jamen herregud! Se, han kan huske mig endnu!
Et par gutter på syv og fire år stillede sig op ved billethullet på Hovedbanegården i København.
- Jeg skal ha' en billet til Sorgenfri, sagde den syvårige.
  Det fik han.
- Kan jeg også få en til Kansas?
- Næh, det kan du skam ikke få her, sagde billetdamen.
  Den store vendte sig mod den lille og sagde:
- Der kan du se, Kansas. Du kan ikke komme med til Sorgenfri.		 De havde været gift i flere år, og endelig var deres flid blevet belønnet: de havde fået en lille dreng. Der var bare det, at knægten ikke lignede sin far det ringeste - navnlig da ikke på håret. Han var rødhåret som en cocker-spaniel, og faderen var knaldsort.
  Det kunne jo ha' en naturlig forklaring, og faderen gik til familiens læge.
- Hvor tit har De egentlig samkvem med Deres kone? spurgte lægen.
- Ikke særlig tit...
- Engang om ugen?
- Næh, måske knap en gang om måneden.
- Nå, sagde lægen.
- Så er sagen klar. I så fald er det rust...

Nøjsomhed for mænd
Jim og Joe var pelsjægere i det nordlige Canada. De så kun mennesker, når de en gang om året korn ind til handelsstationen med deres skind, og noget sære var de jo blevet af den megen isolation.
En dag, de var inde for at handle, faldt de i snak med stationsbestyreren og klagede sig over ensomheden derude i snemarkerne. Det var især galt at måtte undvære kvinder så længe.
- Det er der da råd for, mente handelsmanden. - I kan få jer hver et bræt. Så bare slå en knast ud. Resten finder I nok selv ud af.
Jim og Joe drog af med deres brædder, og man hørte ikke noget til dem før næste år. Da kom Jim alene ned til civilisationen.
- Hvor har du gjort af Joe? spurgte handelsmanden.
- Ham har jeg skudt. Han kunne ikke holde sig fra mit bræt.

Nikolajsen kom hjem efter en lang forretningsrejse i USA, og hans kone modtog ham med åbne arme. Bag hende stod familiens lille pekingeser og gav hals.
- Hør ham, sagde fru Nikolajsen. - Han er begyndt at blive skinsyg. Bare nogen rører mig, begynder han at gø.
  I det samme ringede telefonen. Nikolajsen tog den, og en stemme brølede:
- Hvis det sker en eneste gang til, så ringer jeg efter politiet!
- Hvad pokker snakker De om?
- Om den forbandede hund! Nu har den hylet som en afsindig hver nat i to måneder!

Jensen hørte det pusle nede i dagligstuen lidt over midnat. Han listede ind på strømpesokker og tændte lyset. Ganske rigtigt var en indbrudstyv i færd med at tømme sølvtøjsskuffen. Han stod som naglet til stedet:
- De ... De vil vel ikke ringe til politiet?
- Ih, nej, sagde Jensen. - Bare bliv stående lidt. Jeg vil gerne præsentere Dem for min kone. Hun har hørt Dem komme i tyve år...

- Jeg forsikrer dig, at før ægteskabet havde jeg intet samkvem med min kone. Hvordan er det med dig?
- Det ved jeg ikke. Hvad er hendes pigenavn?

<- forrige | start | næste ->