[ Tilbage ]

Det er kun et spørgsmål om at være lidt på tæerne og bruge den moderne teknik

JØSSES! DER KOMMER JO Æ BØRSTENBINDER I HANS HELIKOWTER


- Sku' der være noget i dag? Den moderne børstenbinder
lander ved stuehuset og falbyder sine prima fæhårs-børster

TEKST: MAX RANDRUP
FOTO: KAJ GROSEN

Hist hvor vejen slår en bugt, krummer Mor Karens lille hus sin gamle ryg, mens solen synker og så videre. Hunden gør ad katten, det skæve kræ, og den pæne kone tørrer sine rødprikkede hænder i det blåternede forklæde. Da lyder det just ude over kålgården ved den søndre, solbagte stuevæg: PLIKKER-PLIKKER-PLIKKER...

Mor Karen retter på grålokkerne og haler op i sokkerne: - Men jøsses! Så må a stræw' og få Madam Blå i kog! For her har vi jo æ børstenbinder i hans helikowter! Ja, er det ikke stemningsfuldt?

Der kunne være så dejligt ude på landet. Men hvor er den ægte landlige atmosfære blevet af? Hvor er de henne, alle de kære, kendte skikkelser? Den gamle sognepræst med den lange pibe og den milde hyrderøst, der brusede af næstekærlighed og portvin fra morgenstunden. Han er væk. Nu har de en langhåret provo, der prædiker i poloskjorte og sandaler. Og skærslipperen med den knirkende kærre? Hvor er han? Han sidder på et teaktræs-afvænningshjem og udfylder tipskuponer. End så børstenbinderen med sin kurv, da? Sjælden, også han.

Men så er det, jeg siger til mig selv: Skal al denne folkekolorit da rent have lov at gå til grunde? Er det ikke bare et spørgsmål om at være lidt på tæerne og bruge den moderne teknik på den rigtige måde?

Selvfølgelig.

Nu pakker du en god, forsvarlig børstenbinderkurv og drager ud i det danske bondeland. Og du kommer klaprende fra luften, så de dernede i de lave hytter med dybfryser og farvefjernsyn kan se, at du er en driftig handelsmand med go i gesjæften og reelle hensigter. Her må reddes af gammel landkultur, hvad reddes kan.

Den glade "hjulpisker"

Der skal en god del fantasi til at snuppe sådan et indfald i flugten, men direktør Henrik Nielsen fra Dansk Helikopter-Inspektion A/S i Randers er også vant til usædvanlige situationer. Det er man simpelt hen nødt til, hvis man vil leve af at flyve med helikopter i dette land. De små "hjulpiskere" er stadig blandt verdens dyreste transportmidler - de kan ikke udlejes for under 680 kr. i timen, hvis forretningen skal løbe rundt. - Og så må man være frisk, hver gang en skør sjæl vil købe en eller anden forrykt flyvetur.

For det meste er trafikken dog fornuftig nok: Man flyver meget med el-selskabernes montører, der skal ud og se, om højspændings-masternes porcelænskopper har slået revner. Så hvepser man fra mast til mast og kigger tingene efter på nært hold, mens manden indtaler sine iagttagelser på en båndoptager. Deraf navnet Helikopter-lnspektion.

Firmaets to piloter, Otto Poulsen og Wisti Kjær, syntes også, det var en fortrinlig måde at spilde en arbejdsdag på. De ville med begge to. Så vi maser os altså ind i plasticboblen og spænder sikkerhedsselerne. Alle tre med hovedtelefoner og mikrofon - og mig med spånkurven på knæene. Snart hænger vi højt i den lune sommerluft over Hadsund-vejen. Ude i soldisen glimter Randers Fjord så trygt som i gamle dage, og markernes gul-grønne felter glider bort under mine støvlesnuder.

Wisti mener, vi bør slå et slag ud over Tvede og Mellerup enge. Der er god, fed jord på de kanter, velnærede bøndergårde. Slanter på kistebunden har de folk helt fra gammel tid. Han hentyder til de omkostninger, der løber på mine børster. Han har lynhurtigt kalkuleret, at jeg i hvert fald ikke kan sælge en almindelig strithårs lokumsbørste for under halvandet hundrede kroner, hvis der også skal blive noget til mig selv.

Nuvel - vi døkker ned over de brede Tvede marker og vælger os en god, solid gård med TV-antenne og det hele. De har to biler, kan man se - og stribet hængesofa i haven. Joe, på denne måde er det ingen kunst at finde frem til "de gode steder".


- Ja, det er vel ikke til at komme uden om, mente landposten.
Når nu kræmmeren sådan holder og spærrer hele vejen.


Småhandlende går ad bagdøren - så vi lander
ved møddingen og pranger med gårdens folk

Du får en neglebørste for en daler - men så skal du sgu også bruge den!!

Godaw på møddingen

Nu går man ikke til stadsdøren med betleri og småhandel på landet, så vi lander beskedent mellem møddingen og svinestalden. Suth! siger det, da den lille Hughes 300-C sætter mederne i pølen. Jeg klatrer ud med min kurv og vader ind på det tørre. Henne ved gavlen kommer et rødhåret hoved til syne i drengehøjde. Så et til - to til - og snart er hele familien der. De kigger noget.

Manden selv træder frem, og jeg indleder - måske lidt umotiveret:
- Goddag i stuen!
- Godaw.
- Det er så børstenbinderen!
- Æh ... hwa fanden?
- Jo, det er altså mig med børsterne og kostene, og det er prima sager til rimelige priser, og som jeg nu ellers kan komme af sted.

Det er, som om de ikke er helt vilde med de børster. Ungerne er henne og pille ved helikopteren. En af dem har allerede hoved-telefonerne på, så han kan sige hallo til flyvelederen i Randers. Jeg bliver nødt til at fortælle dem, hvad det hele drejer sig om. De bliver ganske fornøjede: Det var da en grumme god ide, og de har faktisk også længe savnet en stærk gårdkost. Hvad skal jeg ha' for den gårdkost?

- Ja, hvad koster sådan en ting overhovedet mand og mand imellem? Jeg har opgivet at tjene på dette her alligevel, så jeg spørger grandiost, hvad de synes, de vil ofre.
- Otte en halv! mener konen.
Det synes jeg er meget rimeligt. For en gårdkost. Jeg slår til. Konen betaler: - He, he. Det er en værre børstenbinder, ham den der! Der står 16,85 på den...
- Åh ja, men så ta'r jeg skam osse tredive kroner for neglebørsterne! (Man må aldrig tabe ansigt over for landbefolkningen, har jeg hørt).

Hun sku' it ha' nøj'

Da vi steg til vejrs igen, blev vi fulgt af mange gode ønsker. De vinkede med talrige børster dernede. Henne ved mosehjørnet lå et pænt lille, rødt hus, og jeg steg af på plænen. Konen var ene hjemme. Hun stillede sig op med korslagte arme og betragtede mig med poker-face. Hun skulle ikke have noget.
Næi.
Det var ellers fine tilbud. Ægte fæhårs-gulvskrubber. Gedehale-håndkoste med knastfrit, skridsikkert bøgeskæfte. Hun lod sig ikke friste.
Næi.
Helikopteren så hun kun gennem øjenkrogene. - Så Guds fred da. Og farvel morlille!
Næi.

Den snedige landpost

Nede hvor vejen fra de bløde enge snørkler sig op på det tørre mellem bakkerne, trillede en varebil af sted. Det var æ landpost, der kom. Wisti mente, at en børstenbinder vel også handler med de vejfarende? Naturligvis. Og os i en rundhåndet bue ned til den lille bil. Posten stoppede. Der er jo det ved børstenbindere i helikoptere at de ikke er til at komme udenom når de lander midtpå vejen.

Han havde en makker med sig det gode vejr. De krøb ud og nærmede sig agtpågivende. Jeg gav den hele registret og så med det samme, at posten var slemt lun på en af mine neglebørster. Men holde øjnene fra "kopteren" kunne han ikke.
- Hvor kommer du fra? spurgte han og kneb det ene øje i.
- Fra København.
- Årrr, hold da kæft...
- Det er da ikke andre en københavnere, der kan finde på den slags!
Det måtte han gi' mig ret i. Den var go' nok. jeg var tosset.


Joe, "harmonikaen" kan nok spille - men vi kan vel prutte om prisen?

- Okay, når du nu er så varm på den neglebørste, så må du ha' den for en daler. Men så skal du sgu osse bruge den!
Det lovede han.
Vi var omkring ved forskellige huse og gårde, og den gamle børstenbinder havde ret så fornøjelig en dag. Der var folk med glimt i øjet; de spillede skuespil, som om de var til optagelsesprøve på Andelsteatret. Og en ungersvend på knallert slog sig på læderlårene og grinede: - Den er edder-røwleme' go'! Den er lige til "ugens rapport"!
- Ja, sagde jeg. - Det er den.

Så var kurven pludselig tom. Jeg solgte den for en krone og sagde farvel til dem alle sammen. Mens vi plaffede hjemad over markerne og alt det bitte legetøj dernede, gjorde jeg kassen op.
Fireogtredive kroner og nitten øre.
Børsterne havde kostet 185 kroner hos grossisten - med kurv. Og helikopteren fik jeg til vennepris - 400 kroner. Så kan man selv regne på det. Det er ikke her, fremtiden ligger. Men på den anden side: Var gamle dages bissekræmmere ikke også bare et sorgløst folk, lykkelige i deres enfoldige hjerter, hvis man gav dem en snak og et muntert smil med på vejen?


Og så er der skridsikkert bøgeskaft, min gode kone!


Det her er noget ungdommen kan forstå.

[ Tilbage ]